Når mad fylder for meget i bevidstheden

Kender I det der med, at man går og tænker på mad hele tiden næsten? Ikke fordi man har lyst til mad eller er sulten nødvendigvis (i sådanne situationer tænker de fleste jo nok på mad!), men fordi mad ikke bare er mad længere?

Jeg har i flere år spist en kost, der ikke stemmer særlig godt overens med resten af samfundets ideer om normal kost, men jeg finder som regel en løsning på en eller anden måde - oftest, fordi jeg har forberedt mig. Det er dog ikke altid nemt, når man er på tur med vennerne i en ny by, og man ønsker at finde et sted, hvor man man spise frokost sammen, eller man bliver inviteret over af nogle venner. Særligt ikke, når jeg ikke tåler korn- og mælkeprodukter, men egentlig godt vil have noget mere solidt end en gang icebergsalat med tomat og agurk, der i mine øjne mest af alt er spild af penge. Jeg må ofte gå på kompromis på en eller anden måde, hvis jeg gerne vil spise socialt - for det meste med min holdning om, at jeg kun ønsker at spise animalske produkter fra dyr, der har haft et godt liv, da konventionelle vegetarretter sjældent er særlig LCHF-venlige, men andre gange må jeg også bare acceptere, at jeg får flere kulhydrater, end jeg egentlig har lyst til, eller endda leve med de efterfølgende gener ved at spise mad, jeg ikke tåler.

Oftest prøver jeg faktisk bare at undgå at komme i sådanne situationer, men når jeg tænker over, at jeg har det sådan, bliver jeg også lidt ked af det. For jeg synes det er super hyggeligt at tage ud og hygge sig med folk! At kunne tale sammen over en frokost eller have en hyggelig dag sammen i byen i mere end en-to timer, uden at skulle have madpakke med (selvom det har jeg faktisk oftest...). Er der mulighed for det, inviterer jeg folk over at spise hos os, men så bruger jeg et par timer i køkkenet for at lave mad og får ikke nydt deres selskab så meget, som jeg gerne ville (vores stue og køkken er desværre i hver deres ende af lejligheden... ). 

For mig er mad altså ikke længere bare mad, men en problemstilling, som dagligt fylder i mit liv - og det vil jeg egentlig godt lave om på! Men selv hvis jeg ikke lever efter LCHF-principperne, kan jeg stadig ikke tåle gluten og mælkeprodukter, så jeg vil altid have et problem i større eller mindre grad, når det kommer til sociale sammenhæng. Så jeg kan og vil ikke bare vælge at spise 'som alle andre', bare fordi det er lettere. Så længe der er en vis balance imellem, hvor besværligt det er at leve efter den 'kostmodel', man synes passer bedst til en, og de fordele, man får ud af alt besværet, er det vel i orden, og jeg tror jeg vil prøve at få en bedre balance på den front i den kommende tid. Hvordan? Tja, det må jeg hellere få researched lidt mere på :) 

Har du nogle gode råd når det kommer til at spise ude på LCHF? Eller som allergiker? Kunne godt bruge noget inspiration nemlig!