onsdag den 5. februar 2014

Om at tænke positivt!

Jeg venter stadig på, at vi kan få svar på, om vi har en lille ny på vej eller ej, og derfor går jeg lidt og prøver at finde ud af, hvad det egentlig præcis er, min krop ikke genkender som mad - eller som den kun accepterer i små mængder.
Jeg ved jo allerede, at mælk er en synder, sammen med ost, creme fraiche og yoghurt, gluten er heller ikke populært og tørrede bønner problematiske. Derudover har jeg længe haft en bange anelse, som jeg har gemt langt væk, hver gang den dukkede op. Jeg har nemlig haft mistanke om, at chokolade og kakao måske heller ikke er velkommen, hvis det stod til min krop! D:
Jeg elsker chokolade! Den mørke slags, gerne omkring de 80 % eller mere! Og den skal være lavet af gode bønner, helst fra Mellemamerika... Mmm... Men ja, selvom jeg gør hvad jeg kan for at finde chokolade af god kvalitet, lader min krop ikke til at være lige så begejstret, som jeg er, og derfor tog jeg mig endelig sammen og valgte sidste uge, at denne uge skulle være chokoladefri. For lige meget, hvor godt det smager, er det ikke mavepinen værd.
Men nøj, hvor er det ikke let når man er vandt til at få lidt chokolade hver dag! Heldigvis har jeg lagt en strategi for, hvordan det skal lykkes - jeg fokuserer nemlig på det, jeg vælger til i stedet for det, jeg vælger fra. I dette tilfælde har jeg sagt til mig selv, at jeg skal lave noget med kokos i stedet for at spise chokolade, og det gør det faktisk lettere ikke at gå amok i en plade chokolade, fordi jeg bare fokuserer på det, jeg ikke må!
Jeg har læst en gang, at det er næsten umuligt at gennemføre en sådan form for udelukkelse af fødevarer, som man er glad for, hvis man fokuserer på det, man IKKE må spise, fordi hjernen blot registrerer, at man tænker på den/de givne fødevare/r. Dvs. man bliver ved med at holde fokus på fx chokolade, og så får man bare mere og mere lyst til det, fordi hjernen registrerer, at man ikke får det, man har lyst til - noget i den stil i hvert fald. Ideen er så at bruge den viden til at fokusere på de fødevarer, man gerne vil spise, eller som man ønsker at tilføre sin kost, for på den måde at få hjernen til at fokusere på det i stedet for, så man får lyst til fx kokos i stedet for chokolade.
Det her trick synes jeg også har fungeret på andre ting i forbindelse med min overgang til LCHF - hvis man fx prøver at undgå sukker, korn, kartofler eller lignende, kan man vende den om og sige, at nu vil jeg gerne spise mere blomkål, broccoli, chiagrød, eller hvad man nu kan finde på, og fokusere på det i stedet for. Det gør også, at man har en positiv (+) tilgang til det, man har gang i, i stedet for at man har en negativ (-) tilgang til det, og det kan vi som mennesker som oftest bedst lide! Hvem har ikke lyst til at tænke mere positivt måske? :)
Nå ja, men indtil videre har min mave været rigtig glad denne uge, og jeg har smagt nogle nye kokoskombinationer! Så må jeg se, hvordan det går resten af ugen ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar