lørdag den 1. februar 2014

LCHF uden kød?

Jeg hører nok til den slidt specielle slags LCHF'er - ud over, at jeg ikke kan tåle mælkeprodukter, spiser vi vegetarisk aftensmad et par gange om ugen hjemme hos os. Det kød, vi spiser, insisterer jeg også på kommer fra landbrug, hvor dyrene har haft nogle ordentlige forhold, og hvor de er blevet slagtet så humant som muligt. Og der er rigtig mange (synes jeg) gode grunde til, at jeg har valgt at spise, som jeg gør: dyrevelfærd, miljø (både nærmiljø og klimaet på verdensplan), bæredygtighed og sundhed er nogle af de vigtigste i mine øjne.
Vi går dog ikke på kompromis med smagen og kvaliteten, bare fordi vi undlader at servere kød til aftensmad! Min mand har allerede sagt, at hvis han synes, at maden begynder at blive kedelig, kommer han efter mig ;) Og det kan vi jo ikke have! Så jeg prøver at være så kreativ som muligt for at finde gode alternative retter, som vi alle kan lide.
En vinder herhjemme hos os er fx grøntsagstacoritos, som jeg ynder at kalde dem - en mellemting imellem en taco og en burrito om man vil. Jeg laver en krydret tomatsovs, der enten har meget finthakket aubergine og champignon eller finthakket champignon og valnødder som køderstatning, skærer en masse klassiske taco-/burritogrøntsager i mundrette bidder, laver en god guacamole og en tacosovs (eller køber en god en uden en masse skrammel i), og så bruger vi en eller anden form for bladgrønt (mini romainesalat eller spidskål er populære hos os) i stedet for de ellers kulhydratrige tacos og burritos! Og vi elsker virkelig den her ret! Særligt Ronja og jeg smovser i disse herligt grissende himmerigsmundfulde, og jeg har aldrig set hende guffe så meget rå kål og spinat i sig som de aftner, hvor vi spiser 'store blade med fyld', som hun kalder dem. Og ja, det grisser mindst lige så meget, som hvis man bruger rigtige tacos, men det er da en del af charmen ved den slags mad - det er Ronja og jeg under alle omstændigheder enige om ;)
Hvis man skulle interessere sig for at vide mere om de konsekvenser, som vestens massive kødspisningskultur har for dyr, mennesker og klode, kan jeg anbefale Jonathan Safran Foer's bog 'Om at spise dyr' (Eating Animals). Jeg valgte at læse den, fordi jeg som kødspiser følte mig provokeret af vegetarer og veganere og ønskede at informere mig lidt om, hvad der dog kunne få folk til at leve uden kød, og bogen gjorde virkelig indtryk på mig! Læs den, hvis du tør - det kan være, du bliver overrasket.
Og så er der vidst kun tibage at sige, at jeg skal lære at sætte billeder ind! Jeg lover, at jeg nok skal blive bedre til det snart ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar